7. Tjenesteydere
7.1 Hvad er en tjenesteyder?
En tjenesteyder er en virksomhed, der mod betaling indberetter interesseområder eller graveforespørgsler i LER på vegne af en ledningsejer eller graveaktør.
Se listen over firmaer her.
Erhvervs- og Byggestyrelsen tager ikke ansvar for de ydelser, der leveres af tjenesteyderne. Alle interesserede firmaer kan blive optaget på listen, og optagelsen er ikke udtryk for en certificering fra Erhvervs- og Byggestyrelsens side.
Bruger du en tjenesteyder, skal både du og tjenesteyderen registrere dette i systemet. Er du eller din tjenesteyder ikke registreret, kan du få svært ved at bevise, at dine ledninger eller dit gravearbejde er blevet registreret i LER. Og så står du dårligt i tilfælde af en graveskade. Samtidig lever du ikke op til LER-reglernes krav om, at entreprenøren eller bygherren skal fremgå af kvitteringen.
7.2 Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har adgang til Internettet?
Har du ikke adgang til Internettet, kan du betale en tjenesteyder for at indberette dine interesseområder eller graveforespørgsler.
Dog skal du være oprettet som bruger i LER, før du kan give en tjenesteyder adgang til at virke for dig. LER-Sekretariatet kan oprette dig som bruger mod indsendelse af nødvendig dokumentation. Det er gratis at blive oprettet som bruger.
Det er kun brugere uden Internet-adgang, som kan blive oprettet i LER af LER-Sekretariatet.
7.3 Hvilken dokumentation kræver LER-sekretariatet, hvis de skal oprette mig i LER?
Det er kun brugere uden Internet-adgang, som kan blive oprettet som brugere af LER-Sekretariatet.
Er du erhvervsvirksomhed/forening kræves følgende dokumentation:
- Udskrift af CVR-registret med oplysninger om:
- Navn og CVR-nummer.
- Postadresse (eventuelt elektronisk postadresse).
- Telefon- og telefaxnummer.
- Navn på den medarbejder, der skal tilmeldes.
- Dokumentation for at pågældende medarbejder har prokura til at få tilmeldt firmaet (f.eks. ved underskrift på brev samt stempel).
For privatpersoner kræves oplysninger om:
- Navn og CPR-nummer.
- Postadresse (eventuelt elektronisk postadresse).
- Telefon- og telefaxnummer.
For foreninger kræves dokumentation for, at pågældende person har prokura til at tilmelde foreningen (f.eks. ved udskrift fra generalforsamling og underskrift fra formand på brev samt evt. stempel).
7.4 Hvordan tilknytter jeg en tjenesteyder?
Du tilknytter en tjenesteyder ved at logge ind på LER via www.ler.dk. Derefter kan tjenesteyderen foretage forespørgsler og indberetninger på dine vegne.
- Vælg ”Administration” og ”Tjenesteydere”.
- Vælg derefter den virksomhed eller privatperson, som du ønsker som tjenesteyder under ”Find tjenesteyder”.
- Vælg om du eller virksomheden skal være primær kontakt ved henvendelser fra ledningsejere og graveaktører under ”Vælg primær kontakt”.
- Vælg de medarbejdere i din virksomhed, som tjenesteyderen skal kunne agere på vegne af under ”Vælg medarbejdere i virksomheden” og tryk på ”Tilknyt”.
- Vælg hvilke interesseområder og graveforespørgsler tjenesteyderen skal have adgang til at foretage øverst på skærmen og tryk på ”Ok”.
Har du ikke adgang til Internet, kan LER-sekretariatet tilknytte tjenesteyderen for dig. Det er gratis, hvis du ikke har adgang til Internet.
7.5 Hvordan tilknytter jeg en bruger til mig som kunde?
Ønsker du at agere som tjenesteyder, tilknytter du LER-brugere som kunder via www.ler.dk. Det er en betingelse, at LER-brugeren på forhånd har valgt dig som tjenesteyder (se spørgsmål 7.4).
- Vælg ”Administration” / ”Bruger” / ”Stamdata” og afkryds ”Tjenesteyder” under ”Medarbejderrolle”.
- Vælg derefter ”Administration” / ”Klienter” / ”Tilknyt klienter”. På denne side kan du vælge, hvilken bruger din virksomhed skal agere som tjenesteyder for og hvilke af dine medarbejdere, som skal varetage tjenesteyderfunktionen.
OBS! Det er kun virksomhedens administrator, som kan tilknytte LER-brugere som kunder.
7.6 Hvad kan en tjenesteyder se i systemet?
Har du udpeget en tjenesteyder til at arbejde for dig, bestemmer du, om tjenesteyder kun skal kunne se de interesseområder/graveforespørgsler, som tjenesteyderen selv har indberettet på dine vegne, eller om tjenesteyderen skal kunne se alle interesseområder/graveforespørgsler, som er indberettet på dine vegne.
7.7 Hvordan kommer jeg med på listen over kommercielle tjenesteydere?
Ved henvendelse til LER-Sekretariatet kan alle virksomheder, der ønsker at komme på listen over kommercielle tjenesteydere, blive optaget.
Erhvervs- og Byggestyrelsen tager ikke ansvar for de ydelser, der leveres af firmaerne.

