Vejledning til vandværker
På denne side kan du læse, hvordan du som vandværksbestyrer/-driftsleder indberetter i LER.
Som følge af Lov om registrering af ledningsejere, skal alle vandværker inden d. 1. september 2005, indberette deres interesseområde(r) i LER. Interesseområdet er det område, hvori dit vandværk ejer nedgravede ledninger og svarer således som oftest til jeres forsyningsområde. Det er ikke nødvendigt at indberette de præcise ledningsføringer. Formålet med LER er at undgå skader på nedgravede ledninger.
Når vandværket efterfølgende får en forespørgsel fra en graveaktør, skal der fremsendes de nødvendige ledningsoplysninger til forespørgeren eller indgås aftale med denne om påvisning af ledningerne på stedet, snarest muligt og senest 5 hverdage efter, at vandværket har modtaget forespørgslen.
Sker der i fremtiden ændringer i jeres interesseområde eller i jeres kontaktoplysninger har I pligt til at ajourføre oplysningerne i LER, så entreprenører til enhver tid kan kontakte jer, hvis de planlægger at grave i jeres interesseområde.
Første gang du anvender LER, skal du gøre følgende:
- For at få adgang til selve LER, skal du først have en ’digital signatur’. Vi anbefaler, at vandværker anvender en ’medarbejdersignatur’ frem for en ’privat signatur’*. Så er jeres indberetning tilknyttet vandværket frem for den person som foretager indberetningen – og så betyder det ikke noget, hvis bestyrelsen/driftslederen i fremtiden udskiftes. Læs, hvordan du bestiller en ’digital signatur’.
- Når du har modtaget ’signaturen’ kan du logge ind ved at vælge ’Log ind’ i øverste højre hjørne på www.ler.dk og derefter ’Opret ny bruger’.
- Udfyld stamoplysningerne for dit vandværk (tlf. nr. m.m.). Som vandværk skal du sætte kryds ved ’Ledningsejer’. Benytter du en ’privat signatur’, er det vigtigt, at du anfører dit vandværks navn under ’bemærkninger’.
- Nu kan du indberette dit vandværks interesseområde. Det gør du ved at vælge ’Indtegn på kort’ under ’Interesseområder’. Din computer vil formodentlig spørge om du vil installere programmet ’GeoLER’ – det er et lille program, som gør det muligt at se de digitale kort på www.ler.dk, så det svarer du ja til.
Sådan indtegner du jeres interesseområde:
- Få adgang til LER ved at vælge ’Log ind’ i øverste højre hjørne på www.ler.dk og derefter ’ Login med certifikat’.
- Vælg ’Indtegn på kort’ under ’Interesseområder’.
- Sæt kryds ved ’vand’ som forsyningsart.
- Indtegn jeres interesseområde med computerens mus på det digitale kort.
- Godkend indberetningen – ellers kan entreprenørerne ikke se jeres indberetning, når de forespørger i registret.
- I fremtiden vil entreprenører kontakte jer på baggrund af oplysningerne i LER forud for gravearbejde i jeres interesseområde.
Læs svar på de oftest stillede spørgsmål om LER.
* En ’medarbejdersignatur’ forudsætter, at dit vandværk har et CVR-nummer. Har I ikke allerede dette, kan I gratis få et ved at udfylde en ’startblanket’ og sende den til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Når I udfylder blanketten, er det nødvendigt at kende jeres vandværks branchekode – den er 41.00.00. Kun vandværker, som er dækket af CVR-loven (f.eks. selskaber, arbejdsgivere, momsregistrerede og erhvervsdrivende), kan få et CVR-nummer.

