Brugen af LER er reguleret af en lov og en bekendtgørelse. Loven er vedtaget af Folketinget og fastsætter de overordnede rammer, mens bekendtgørelsen i detaljer beskriver reglerne i forbindelse med registret:
- Lov nr. 119 af 24. februar 2004 om registrering af ledningsejere (LER-loven) HISTORISK
- Lov nr. 112 af 26. februar 2008 om ændring af lov om registrering af ledningsejereHISTORISK
- Bekendtgørelse nr. 117 af 26. februar 2008 om registrering af ledningsejere (LER-bekendtgørelsen)HISTORISK
- Lov nr 1274 af 16. december 2009 om ændring af lov om registrering af ledningsejere (udvidelse af dækningsområde m.v.). HISTORISK
- Bekendtgørelse nr 1113 af 22. september 2010 af lov om registrering af ledningsejere.GÆLDENDE
- Bekendtgørrelse nr. 278 af 31/03/2011 om registrering af ledningsejere GÆLDENDE
Bekendtgørelse af lov om registrering af ledningsejere (LBK nr. 1113 af 22. september 2010) er en sammenskrivning af gældende lov og afløser de tidligere lovbekendtgørelser.
Bekendtgørelse om registrering af ledningsejere (BEK nr. 278 af 31/03/2011) trådte i kraft 9. april 2011 og erstatter bekendtgørelsen fra 2008.
LER-loven beskriver primært pligten til at anvende LER. Regler for, hvordan ledningsoplysninger skal udleveres, er reguleret i andre love og frivillige standarder. Du kan læse mere om dem nedenfor.
Oplysningspligt
Ifølge vejlovene og ’Standardregulativ for udførelse af ledningsarbejder og andre arbejder i og over veje - februar 2005’ skal en ledningsejer oplyse om sine ledningers placering til en vejmyndighed.
LER-loven og standardregulativet udvider oplysningspligten til også at gælde overfor andre ledningsejere/graveaktører.
Bygherren eller graveaktøren skal ifølge LER-loven inden gravearbejde indhente ledningsoplysninger hos ledningsejere. Ledningsejere skal besvare henvendelsen hurtigst muligt og senest 5 arbejdsdage efter.
Pris for oplysninger om ledninger
Det fremgår af lov og regulativ, at oplysninger om ledninger skal udleveres vederlagsfrit til vejmyndigheden, hvilket følger af det såkaldte ”gæsteprincip” i vejlovene. Ledningsejerne skal desuden betale udgifterne til ledningsflytninger, der er nødvendiggjort af arbejder med vejformål.
Dansk Ledningsejerforum anbefaler, at oplysninger om ledninger udleveres gratis til graveaktører mv. Vejlovene siger dog ikke, at man skal udlevere oplysningerne gratis til andre graveaktører udover vejmyndigheden.
Format for ledningsoplysninger
Det er ledningsejers opgave at give tilstrækkelig information til, at gravearbejdet kan tilrettelægges. Det betyder, at formater/tegninger skal være læselige, også hvis de sendes elektronisk, uden uforholdsmæssigt høje udgifter til særligt programmel og lignende.
Det anbefales, at ledningsoplysninger sendes i formater, som de fleste kan læse, f.eks. PDF eller TIFF. Herudover står det naturligvis frit for at prøve andre formater. Der findes gratis viewere til de fleste filformater, og ved at linke til, eller medsende disse, kan dette også være en mulighed.
Der er ikke nogen norm for formater af ledningsoplysninger, men det er intentionen med LER-loven, at graveaktøren kan tilrettelægge arbejdet ved at tage hensyn til ledningsoplysningerne. Det forudsætter naturligvis, at graveaktøren kan læse (og tyde) oplysningerne.
Tvister i forbindelse med udlevering af ledningsoplysninger
Erhvervs- og Byggestyrelsen og LER-sekretariatet kan ikke afgøre konkrete tvister.
En række af de elementer, som indgår i udleveringen af ledningsoplysninger er ikke reguleret af lovgivning.
Derfor skal tvister løses ved domstolene som almindeligt søgsmål, medmindre parterne kan nå til enighed om alternativ konfliktløsning ved voldgift eller lignende.
Vejlove der gælder for udlevering af ledningsoplysninger
- Lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999 om offentlige veje.
- Lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999 om private fællesveje.
Regulativer og anbefalinger
- Standardregulativ for udførelse af ledningsarbejder og andre arbejder i og over veje - februar 1995.
- Dansk Ledningsejerforums anbefaling om udlevering af ledningsdata, ledningspåvisning, afstandskrav og gebyrer.

