Nyhedsbrev nr. 5 - LER
Så kom vi i gang!
Siden torsdag den 1. september har graveaktørerne (entreprenører, kloakmestre, bygherrer m.fl.) haft travlt med at benytte Ledningsejerregistret, LER, forud for alle gravearbejder. LER-sekretariatet og Erhvervs- og Byggestyrelsen vil gerne byde alle de nye LER-brugere velkommen. Vi håber, at alle vil opleve LER som en lettelse i det daglige arbejde.
Er du ledningsejer…
Har du som ledningsejer indberettet et eller flere interesseområder i LER kan du nu se frem til at blive kontaktet af graveaktører, når de planlægger at grave i dit interesseområde. Graveaktøren vil typisk sende dig en e-mail, som indeholder et PDF-dokument med en præcis beskrivelse af graveområdet. Når du modtager en henvendelse, skal du inden for 14 dage oplyse graveaktøren om dine ledningers præcise beliggenhed i graveområdet. Ejer du ingen ledninger i graveområdet skal du blot oplyse graveaktøren om dette.
Er du graveaktør...
Er du graveaktør har du måske allerede benyttet www.ler.dk til at foretage en eller flere graveforespørgsler. Gebyret for en graveforespørgsel stiger med graveområdets størrelse, men bliver samtidig mindre, jo flere graveforespørgsler din virksomhed foretager. En virksomhed kan maksimalt betale 30.000 kr. i gebyrer pr. år – derefter er det gratis at forespørge. Normalt vil du modtage en regning for gebyrerne ved udgangen af et kvartal, men graveforespørgsler udført i september 2005 vil først blive faktureret i januar 2006 sammen med graveforespørgsler fra årets sidste tre måneder.
Den sunde fornuft gælder stadig!
Selvom langt størstedelen af landets ledningsejere nu har indberettet deres interesseområde(r) i LER er der stadig enkelte ledningsejere, som ikke har nået det. Vi arbejder selvfølgelig på at få alle ledningsejere registreret i LER, men vi opfordrer samtidig til agtpågivenhed, når du udfører gravearbejde i indkøringsperioden. Hvis der mangler en ledningsejer på kvitteringen fra LER, som du ved ejer ledninger i dit graveområde, er det en god ide – for en sikkerheds skyld – også at anmode denne om ledningsoplysninger.
Mindre problemer og løbende forbedringer
Som alle større IT-systemer har også LER været præget af nogle mindre ”børnesygdomme” i den første 1½ uge. Bl.a. har en del ledningsejere efterlyst, at det af henvendelserne fra graveaktører også fremgår hvilket postdistrikt graveområdet er beliggende i. Vi forventer at efterkomme dette ønske i den nærmeste fremtid og beklager selvfølgelig evt. gener for vores brugere. I mellemtiden opfordrer vi alle graveaktører til at bruge bemærkningsfeltet under graveforespørgslen, og der anføre graveområdets postdistrikt og kommune. Samtidig har vi indført en validering i systemet, så der ikke kan foretages en graveforespørgsel uden at angive tekst i bemærkningsfeltet.
Vi arbejder løbende på at forbedre LER-systemet. I starten af oktober afholder vi f.eks. møde i LER-brugergruppen, som består af repræsentanter fra bl.a. Dansk Byggeri, Dansk Energi, Foreningen af Vandværker i Danmark og Telekommunikationsindustrien. Har du branchespecifikke ideer til forbedringer og ændringer af LER kan du derfor med fordel kontakte din brancheforening. Du er også velkommen til at sende en e-mail med dine forslag til LER-sekretariatet på ler@ler.dk.
Ny bekendtgørelse trådt i kraft
Bekendtgørelsen for Ledningsejerregistret blev revideret forud for den 1. september, så den nu også omfatter graveaktørers forespørgsler i LER. Bekendtgørelsen beskriver det detaljerede regelgrundlag bag LER og indeholder bl.a. en beskrivelse af gebyrstrukturen. Den er offentliggjort med udgangspunkt i Lov nr. 119 af 24. februar 2004 om registrering af ledningsejere. Du kan læse den reviderede bekendtgørelse her.
Brug www.ler.dk og LER-sekretariatet
På www.ler.dk kan du finde svar på de fleste spørgsmål om LER. Er du kørt fast, kan LER-sekretariatet besvare spørgsmål og vejlede i brugen af LER. Ring på tlf.: 70 33 30 03 (7:30-14:30 på alle hverdage) eller send en e-mail til ler@ler.dk.
